”Hvis jeg skal sidde på toppen af en pyramide, så fløjter jeg ikke længere i bruseren om morgenen. Jeg ser mere mig selv som ”the understudy” – den som redder showet, når det hele er ved at vælte.”

Det målbare & det mærkbare

Carsten Borch er et renæssancemenneske. Han driver en forretning fra sit kontor på Sdr. Havnegade 7 i Kolding i det gamle nyrenoverede pakhus. En forretning, som går godt. Men Carsten har nogle visioner på samfundets vegne, som clasher med den nye situation.

Story-kategori:

Selv betegner han denne fase af sin karriere som en overgangsfase, hvor han er gået fra at sælge sin tid og viden, som han har gjort i mange år, til at have et færdigpakket produkt, som i øvrigt ligger klar til forsendelse i snorlige stabler på hans kontor. Der er orden i tingene, og selvom alt fra kontorstol til kaffekande er skriggul som identiteten på hans produkt, så er der gjort plads til en tegning eller to fra børnene og så selvfølgelig hans obligatoriske måger. De skál være der, men det vender vi tilbage til.

”Jeg skal til at nytænke min forretningsmodel. Jeg vil på samme tid tjene penge og ændre verden. Det kan godt være lidt af et clash” -udtaler den glatbarberede, 48-årige facilitator og innovations-doktor, som sidder med benene over kors overfor mig. Bukserne er ternede. Det er nemlig ”lidt sjovere”, som han siger.

For fire år siden deltog Carsten ved folkemødet på Bornholm. Han holdt et oplæg om foretagsomhed i folkeskolen i kølvandet på en klumme, han havde skrevet forinden: ”Rigtige danske skolebørn løser rigtige menneskers rigtige problemer” var overskriften. Og sådan blev det:

”Jo flere dommedagsprofeter vi hælder ned over de unge menneskers hoveder, jo større lammelse vil vi opleve i samfundet. Det kalder på handling!” -og handling, det kom der. Et år efter lå undervisningsbogen 1925-modellen klar til tryk. En lille gul værktøjskasse på 67 overskuelige sider som stort set handler om:

”At gøre det så nemt som muligt for så mange som muligt ved at skabe forbedring igennem nytænkning.”

Bom. Kort og præcis ligesom Carsten Borch, som fortæller signifikant om sine teorier i den gule stol på det smalle vinkel-formede kontor i Pakhuset, Kolding. Der er prægnans i hans vokabular – det er netop det, han har brugt sit liv på at udvikle – klar og enkel kommunikation:

”Hvis vi vil forbedre noget, taler vi enten om et problem eller et potentiale. Nøglen til den gode løsning er først og fremmest det, jeg kalder et krystalklart spørgsmål. Det fine ved den slags problemformuleringer er, at de aktiverer hjernen, og så ”smitter” de tilmed. Det er ligesom at tænde det lange lys på andres vegne.”

– og hermed er kimen lagt til, at jo flere du deler dit spørgsmål med, jo større er chancen for, at din problemstilling bliver løst. Altså: Ud med hemmelighedskræmmeriet og ind med sympati og mod til at dele det ”geniale”.

Billedgalleri – før musen over billedet og klik på pilene

Den lille forsvarsadvokat
Carsten Borch opdager meget tidligt i sit liv, at han, som han selv formulerer det, er god til at gøre andre gode. Efter han som barn fulgte med i en amerikansk serie med titlen ”Kaz” om sin helt, en forsvarsadvokat ved navn ” Kazinsky”, var han indstillet på, at han skulle samme vej. Men noget trak i en anden retning. For da den unge Borch kom ind på universitetet, havde han nemlig svært ved at se logikken i at skulle følge en stringent læseliste. For den unge Carsten gav det bedre mening at lave sin egen, og det gjorde han så på den anden side af akademiets stagnerede mure.

”Krystalklare spørgsmål tænder det lange lys på andres vegne.”

Men hvad skal man også bruge en uddannelse til, når man kan leve af det, man elsker? Og hvad stiller man op, når succesen endelig for alvor banker på døren, produktet er klar til at gå ”Worldwide”, men man har stadig mest lyst til at skabe en bedre verden (og i hvert ikke til at være chef i en hierarkisk organisation)?

”Jeg har valgt at få mig en mentor, som skal holde 2 sider af mig i skak: 1. min tendens til galoperende storhedsvanvid. 2. min selvdestruktive side.”

Nu hvor du har brugt 5 år på at udvikle dit endelige produkt, som ligger klar til distribution for snuden af os, og hvor efterspørgslen kan fordeles som nåle på hele landkortet, hvorfor så ikke gå ”all-in”?

”Hvis jeg skal sidde på toppen af en pyramide, så fløjter jeg ikke længere i bruseren om morgenen. Jeg ser mere mig selv som ”the understudy” – den som redder showet, når det hele er ved at vælte.”

Hvorfor?

”Frihed.”

1925 som brille på Borch selv

Kan du bruge din egen metode på dig selv?

”JA. Her kommer mit krystalklare spørgsmål: Hvordan kan jeg inden 20/20 tjene 10 millioner om året uden selv at skulle sælge et eneste produkt?”

Efter en tænkepause lukker jeg terrassedøren ud til industrihavnen, hvor talrige lastvognskøretøjer passerer i minuttet læsset til randen med flis og dyrefoder fra Østersøen. Pludselig udbryder innovationsdoktoren med det karakteristiske skælmske smil:

”Måske har jeg brug for at ansatte min egen direktør”?

“Jeg ser mere mig selv som ”the understudy” – den som redder showet, når det hele er ved at vælte.”

Hvis Carsten Borch i 20/20 rent faktisk nåede sit fiktive mål, er der ingen tvivl om, hvor overskudsenergien skulle investeres:

”Jeg ville kaste mig over samfundets mange problemer. 1925-modellen skulle så bare være et middel – noget som gennemsyrede alle fagene i folkeskolen og gjorde tingene mere enkle for den enkelte.”

Ovenstående udmunder sig for Borch i en nytænkning af karakterskalaen:

”Jeg vil udvide skalaen således, at man kunne få et 12-tal i gå-på-mod, et 12-tal i at heppe på andre, et 12-tal i at rejse sig igen og et 12-tal i tillid. Jeg ville i det store hele måle på det mærkbare”.

Hvordan måler man tillid?

”I 1999 stod jeg på Skansen med min kammerat til Sussie og Leo-koncert. Hvis vi rakte 100,- kr til sidemanden, som rakte det videre til sidemanden osv., så kom der to øl og byttepenge tilbage. Det stillede man slet ikke spørgsmålstegn ved. Hvor blev tilliden af?”

3 hurtige

  • Hvorfor er det som om, at økonomisk succes er en fy-ting for dig?
    ”Måske er jeg bange for den side af mig selv”.
  • Hvad er næste milepæl for 1925-modellen?
    ”Måske et socialt medie – jeg har arbejdet med tanken i noget tid.”
  • Hvad er det mærkeligste, du har på dit kontor?
    ”Det er nok mine måger. Det lyder som om de griner, når de ”råger”. Jeg har smagt måge. Det smager som en blanding af skaldyr, vildt og lever”.

ANNONCER