“Kimen til succes er forankret i risikovillighed – et vovemod, som er helt særligt for vores område i Danmark”

Han tør se folk i øjnene

”Vi er endt i et samfund, hvor jeg frygter for landets demokrati. Det skyldes i høj grad de etablerede og sociale medier. Jeg plejer at sige til folk på Facebook, som taler grimt og med truende ord på læberne: Kunne du egentlig finde på at have sagt det her til mig, hvis vi stod overfor hinanden?”

Story-kategori:

Fotografen beder Kolding borgmester Jørn Pedersen om at afmontere sit skilt fra den netop afsluttede konference på Kolding Fjord Hotel, så hans kamera kan knipse billeder, mens vi taler om Trekantområdets puls. Den evigt uhøjtidelige borgmester er hurtig på aftrækkeren og bemærker, at hans kone ofte har bedt ham om det samme: ”Hun ved jo godt, hvad jeg hedder”, griner han.

Købmandskab i generne

Jørn lægger hårdt ud med at afsløre, hvad der for ham eksemplificerer succesrig forretningsskik:

”Mad- og kaffebaren Tobbers er et godt eksempel på, at det at tage en risiko og forfølge drømmen virkelig betaler sig. Et andet godt eksempel er Christiansfeld bryghus, hvor jeg var i går. Her mødte jeg en kok, som flyttede til København fra Paris og senere til Christiansfeld og havde en drøm om at brygge øl – det udtrykker en tro og dedikation i forhold til det man vil, og det synes jeg er helt fantastisk.”

Billedgalleri – før musen over billedet og klik på pilene

Jørn Pedersen finder nemlig, at kimen til succes netop er forankret i risikovillighed – et vovemod, som er helt særligt for vores område i Danmark, ja måske nærmest indlejret i den syddanske genetik:

”Det handler om en indgroet entreprenant indfaldsvinkel, som har dybe rødder i Kolding – at der altid har været iværksættere, der har været i gang og haft mod til at nytænke. Der er ikke tale om noget, vi opfinder eller vil fremelske – det handler om, hvem vi ér, og dette var det store spørgsmål, vi stod med, da der skulle laves ny vision for Kolding kommune. Vi kom frem til, at købmandskabet fylder enormt meget.”

Trekantens søskendeforhold

Jørn Pedersen fremhæver i øvrigt, at den sociale innovation er vigtigt indenfor designfeltet, som er kommunens brand – det er ikke noget vi behøver at forklare, det er noget, vi er. Design og innovation binder os sammen som by, fordi det er naturligt for os, mener Jørn Pedersen. Men hvad binder os egentlig sammen med vores søskende Fredericia og Vejle?

”Kolding byder ind med de videregående uddannelser, dvs. vi vil levere arbejdskraft til de andre søskende, som til gengæld kan levere arbejdspladser.”

”Trekantområdet er noget, som hænger sammen.”

>>Men hvad med søskendeforholdet, hvordan har søskendeflokken det sammen?<<

”Jeg blev rigtig glad, da jeg for nylig oplevede Jan Gintbergs show. Han spurgte på et tidspunkt ud til publikum: Hvilken by hader I? -Der var helt stille i salen, hvorefter han spørger: Hvad med Vejle? -Igen er salen stille. Havde det været for ti år siden, så havde man helt klart sagt, at Vejle var hadebyen, men i dag har man fået opfattelsen af, at Trekantområdet er noget, som hænger sammen.

Direktør og medarbejder

>>Hvad for en virksomhed i Kolding ville du gerne have startet?<<

”Tora, der startede som traditionel smedeproduktion og i dag er blevet en højteknologisk robotstyret virksomhed, som konkurrerer med Kina, den ville jeg være stolt af at have drevet dertil.”

>>Hvilken virksomhed i Kolding ville du gerne være medarbejder i?<<

”Jeg har jo altid sagt, at jeg godt kunne tænke mig at drive en campingplads, og her tilbyder kommunen nogle helt fantastiske campingpladser både i Stensager, Grønninghoved og Hejlsminde, og på en af disse tre kunne jeg godt se mig selv ansat som campingfatter”

3 Hurtige

Hvor tager du på ferie?
”Om sommeren kører vi campingvognen til Kroatien og slapper af. På vej hjem tager vi de kulturelle og historiske pejlemærker, som vi møder på vejen. Det kunne være at besøge en Unesco by eller Nürnberg med Nazisternes paradeplads – vi ved aldrig, hvor vi ender på vej hjem”.

Hvilken litteratur nyder du?
”Masser af biografier og historisk litteratur, men hvis vi er på ferie, er det dét, som min kone har bragt med. Jeg er ekstremt hurtig til at læse – jeg læser en tyk bog på en dag, så reolen bliver hurtig scannet. (Noget mine politiske modstandere ofte hader mig for).

Hvis der ingen begrænsninger fandtes for, hvad du kunne indføre som borgmester?
”Jeg ville genindføre dannelsesbegrebet, forstået på den måde, at man har respekt for andres meninger. Man behøver ikke være enige – uenighed udvikler – men man skylder andre mennesker at tale ordentligt. Vi er endt i et samfund, hvor jeg frygter for landets demokrati. Det skyldes i høj grad de etablerede og sociale medier. Jeg plejer at sige til folk på Facebook, som taler grimt og med truende ord på læberne: Kunne du egentlig finde på at have sagt det her til mig, hvis vi stod overfor hinanden?

ANNONCER